Velkommen til det socialpædagogiske bofællesskab, KBU i Næstved
Botilbuddet her er for mennesker i alderen 18-50 år, som har det svært med at bo alene af den ene eller den anden årsag. Huset er et almindeligt parcelhus med have, som ligger tæt på byen. Der er også busstopsted og supermarked tæt på huset.
Sammen med din sagsbehandler kan du søge om at bo i bofælleskab i en periode af dit liv, så du kan få hjælp til at blive mere parat til at bo mere selvstændigt.
I dette bofællesskab bor man 5 mennesker sammen, både kvinder og mænd. De fleste der bor her er fra 24-40 år. Man har sit eget værelse tæt op af de andre der bor i huset. Der er fælles stue, køkken, toiletter og badeværelse.
Som du ved, findes der mange fordele ved at bo sammen med andre mennesker. Nogle fordele er økonomiske og andre handler om det tætte sociale fællesskab, som man bliver en vigtig del af.
Nogle værdier og forventninger er bestemt på forhånd, andre leveregler udvikles efterhånden og bestemmes af dem der bor i huset. Her følger nogle værdier, forventninger og udsagn, som er vigtige for bofællesskabet, og som man skal ville acceptere og bakke op omkring, så alle kan opleve bofællesskabet som et rart sted at være, hvor man har det godt sammen og føler sig tryg.